Sider

Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

søndag den 15. januar 2012

Ugle kage

Jeg var den der skulle medbringe kage til vores familie komsammen hos min mor i dag, og det blev denne kreation...



Indeni består kagen af to chokolade kagebunde og en nøddemarengsbund, fyldet er hvid chokolade mousse og hindbær mousse, derefter er kagen smurt op med nougatsmørcreme og overtrukket og pyntet med fondant

Chokoladekagebunde (en anden version end den jeg tidligere har postet):

200 gr sukker
2 æg
225 gr mel
2½ tsk vanillesukker
3 spsk kakao
2 tsk bagepulver
2 dl mælk
150 gr smeltet margarine

Sukker, vanillesukker og æg piskes luftigt, mel og kakao tilsættes skifetvis med mælken, herefter tilsættes den smeltede afkølede margarine og tilsidst bagepulver.
Bages ved 190 grader i ca 25 min
Giver rigeligt til to-tre bunde bagt i springform, enten i en portion der deles efterfølgende eller bagt af flere omgange


Nøddemarengsbunde:

3 æggehvider
150 gr flormelis eller sukker
100 gr grofthakkede hasselnødder

Æggehviderne piskes stive, tilsæt sukker/flormelis og pisk til massen bliver sej (2-3 min), vend nødderne i og fordel massen i en smurt ring til en springform placeret på en bageplade med bagepapir.
Bages ved 150 grader i ca 45-60 min og køles af inden springformen løsnes, kør evt rundt i kanten med en kniv hvis kagen ikke vil slippe kanten, ellers knækker den let.

tirsdag den 1. november 2011

Yndlingsmuffins

Jeg har efterhånden afprøvet en del opskrifter, men jeg vender tit tilbage til denne variant, de er bare super lækre. Hvis jeg vil pynte med icing eller mousse eller andet, er en lidt mere neutral variant bedre, men de her er bare vildt skønne som de er. De er saftige og holder sig friske og lækre i lang tid, hvis de holder så længe....

Kokosmuffins ca 14 stk
2 æg
2 dl sukker
2 tsk vanillesukker
125 gr smeltet margarine
3/4 dl mel
4 dl kokosmel
50 gr hakkede nødder
100 gr hakket mørk chokolade
1/2 tsk bagepulver

Æg og sukker piskes godt sammen. Den smeltede afkølede margarine røres i sammen med de øvrige ingredienser. Dejen kommes i muffinforme, fyldes 3/4 op. Bages ved 200 grader i ca 15 minutter (hold øje med dem, de må gerne være gyldne på overfladen)
Lav gerne dobbeltportion, her i huset forsvinder de i hvert fald ret hurtigt;-)


lørdag den 15. oktober 2011

Hønsesalat

Jeg har lavet hjemmelavet hønsesalat nogle gange efterhånden, og jeg vil gerne dele opskriften med jer, for det smager bare helt fantastisk.
Jeg har den originale opskrift herfra, men jeg har ændret lidt i den da jeg f.eks ikke kan lide bladselleri, så her kommer min variation:

Hønsesalat til 4-5 personer

4-5 kyllingebryster (ferske eller optøede frosne)
Boullion terning til kogevandet
4 dl creme fraise
4 spsk mayonaise (rigtig mayonaise fra glas eller pose)
4 spsk sennep
2 dl cornichoner (små syltede drueagurker)
saft af ½ citron
1 rødløg eller tilsvarende mængde forårsløg skåret i små tern
250 gram friske champignon skåret i skiver
salt og peber 

Tilbehør:
Sandwichbrød (ristet) eller rugbrød efter smag
Ristet bacon eller parmaskinke
Rødløg
Tomat
Avocado
Radiser
Salatblade

Kog kyllingebrysterne i vand med boullion. køl dem af og skær dem i tern.
Skær cornichoner, rødløg/forårsløg og champignon ud.
Bland creme fraise, mayonaise, sennep og citronsaft sammen, og smag til med salt og peber, vend derefter fyldet i.
Serveres på brød med salat under og diverse tilbehør ovenpå.



fredag den 7. oktober 2011

Hindbær/jordbær mousse

Så er weekendens dåbskage afleveret, men af principielle grunde bliver den ikke vist frem, før den er "brugt" af ejermanden, så det må lige vente lidt endnu.
Men den ene slags fyld i kagen er hindbærmousse og her kommer lidt en opskrift på den, alle slags bær kan bruges i stedet for hindbær.

300 gram hindbær
125 gram sukker
1 tsk vanille sukker
8 blade husblas
½ liter piskefløde

Hindbær, sukker og vanillesukker gives et opkog i en gryde og moses ud med en gaffel.
Husblas lægges i blød i koldt vand i 5 minutter, og smeltes herefter i den let afkølede frugtmasse. Herefter afkøles frugten, det skal ikke nå at stivne, men være koldt/lunkent.
Fløden piskes og når frugten er afkølet vendes det sammen, og sættes på køl natten over.
Moussen blever meget stiv, hvilket er rigtig godt som kagefyld, men hvis man vil bruge den som en dessert i sig selv eller andet, kan man med fordel bruge lidt mindre husblas. 


mandag den 26. september 2011

Is

Vi fik hjemmelavet is i vores pandekager i går, og det var en rest fra en forholdsvis stor produktion af hjemmelavet is, som jeg lavede til min mands afslutningsfest på skolen i lørdags.
Jeg har før postet opskriften på basis cremen, men her er så lidt flere ideer til fyld. Jeg lavede 13 liter i alt i 6 forskellige varianter:

- Alm vanille (som bare er basiscremen i sig selv)
- Hindbær og lys chokolade
- Ananas, kokos og lys chokolade
- Daim
- Skildpadde
- Pebermyntechokolade

Varianterne med Daim, Skildpadde og pebermyntechokolade laves ved at hakke chokoladen og derefter blande den med iscremen, mængden må man selv afgøre, alt efter hvor intens smag man ønsker. Jeg brugte henholdsvis 3 x dobbeltdaim, 7 skildpadder, 2 x 100 gram pebermyntechokolade til en basiscreme af ½ liter piskefløde.
Hindbærisen laves ved at give 300 gram hindbær et opkog med sukker og vanille, herefter skal det køle af og moses/blendes og blandes i basiscremen, jeg hakkede 100 gram lys chokolade og kom i også.
Ananas isen er lavet på en dåse ananas som er blendet med lidt af saften, og derefter blandet i basiscremen, sammen med 1-2 dl kokosmel og 100 gram hakket lys chokolade. Hvis jeg skal lave det en anden gang, tror jeg at jeg vil doble op på ananas, for at smagen trænger lidt kraftigere igennem.



Jeg har frosset isen ned i engangsfoliebakker med et fint låg til som man kan skrive på, det fungerer helt perfekt, portionen af ½ liter fløde passer lige til to af disse bakker på 0,9 liter. 
Og som det ses på billedet er vi voksne ikke de eneste der er helt vild med isen...ahhhmenam!


søndag den 7. august 2011

Dagens blommeproduktion

Vores blommetræ er som før nævnt totalt overlæsset med blommer i år, og de skal jo absolut ikke gå til spilde. Så i dag har vi lavet saft og marmelade i stor stil. Derudover her jeg udstenet yderligere 11 kg blommer til fryseren, og pakket poser til mere saft. Og det er ikke slut endnu, der er stadig blommer på træet som skal plukkes de næste par dage.
I dag blev det så til ca 15 liter saft (3 omgange i saaftkogeren) og 4 glas blommemarmelade
Saften laver vi i en "tutti-frutti" saftkoger, det er det letteste, specielt til stenfrugter da de bare kan kommes i hele. Saften koges efterfølgende op med den mængde sukker man ønsker, ca 300-500 gr. pr liter saft, og hældes på atamonskyllede flasker. Blandes op med vand når det skal drikkes ca 1:4.

mandag den 1. august 2011

Blommer i lange baner

Vores blommetræ går helt amok i år efter flere års pause, så nu står den på alle mulige forskellige aktiviteter med blommer. Indtil videre er der blevet til marmelade, blommetærte og nogle poser i fryseren som skal blive til mere marmelade og saft. Selvfølgelig er der også blevet spist og spist i den rene form, og der sidder tonsvis i træet endnu.




Blommemarmelade:
500 gram blommer (udstenede)
250 gram sukker
1 tsk rød melatin
Lidt Atamon til at tilsætte og lidt til at skylle glas i

Denne portion giver to glas af den størrelse jeg har på billedet, jeg vil hellere lave små portioner og så lave det flere gange, end at have en masse glas stående der bliver for gamle.

Frugten koges mør i ca 10 min, sukker tilsættes og koger med i 5 minutter, herefter blender jeg lige med stavblenderen for ikke at få for mange klumper i marmeladen, men det kan undlades hvis man gerne vil have mere struktur i marmeladen.
Melatin blandes i lidt mere sukker og kommes i under omrøring.
Marmeladen tages af varmen og køles lidt af inden 1 tsk Atamon tilsættes, herefter hældes marmeladen på Atamonskyllede glas der lukkes og sættes på køl.



Blommetærte:

Mørdej:
240 gram mel
150 gram smør
125 gram sukker
1 tsk vanillesukker
1 æg
evt lidt vand

Smørret smuldres i melet, sukker og vanillesukker blandes i, herefter samles dejen med ægget og evt lidt vand hvis massen stadig er for tør.
Sættes på køl i 1 times tid, hvorefter 2/3 af dejen rulles ud og kommes i en smurt tærteform. Fyldet kommet i og resten af dejen rulles ud, skæres i strimler og lægges på i gitterform som låg.
Bages ca 30 minutter ved 180 grader til dejen er lysebrun i kanten.

Fyld:
600 gram blommer (udstenede og skåret i halve eller både)
50 gram sukker
evt lidt kanel

Blommerne blandes med sukker og evt kanel og lægges i tærten

Spises lun eller kold med creme fraise eller flødeskum til

mandag den 25. juli 2011

Hjemmelavet is

Som lovet kommer her lidt mere om min hjemmelavede is.
Is cremen er en standard udgave, som man efterfølgende kan spice up med alt det man nu lige har lyst til, eller bruge som den er.
I den variant jeg fik lavet i weekenden var der karamelsauce som jeg har vist tidligere, chokoladesauce og hakket Daim.
Isen blev rigtig god, ingen krystaller og en dejlig smag.


Is-creme:
4 pasteuriserede æggeblommer
4 spsk sukker
1 tsk vanillesukker
½ liter piskefløde

Æg, sukker og vanille piskes sammen til en luftig æggesnaps
Fløden piskes og de to dele vendes sammen.
kan sættes i fryseren som den er, eller med forskelligt fyld.

Chokoladesauce:
200 gr. (mørk) chokolade
1/4 liter piskefløde
1 spsk smør

Alle ingredienser kommes i en gryde og varmes op, det skal ikke koge og der skal røres hele tiden så det ikke brænder på eller skiller, er færdigt når chokoladen er smeltet og saucen har en blank og ensartet konsistens.

fredag den 22. juli 2011

Karamelsauce

Jeg vil kaste mig ud i en gang hjemmelavet is her i weekenden, og i den vil jeg blandt andet have karamelsauce.
Jeg brugte Mette Blomsterbergs (Det Søde Liv) opskrift på flødekarameller og så tog jeg det bare af varmen før jeg ellers ville have gjort.

Giver ca 50 store karameller eller tilsvarende sauce

½ liter piskefløde
250 g sukker
125 g glukosesirup

Alle ingredienserne kommes i en stor gryde og koges ved god jævn varme til en tyk gyldenbrun masse.

Det tager rigtig lang tid før de er færdige, det bedste af en halv time mindst. Der skal røres i det jævnligt, men mest i slutningen for at det ikke brænder på. Brug en stor gryde da det bruser rigtig meget op og vil vælte ud af gryden hvis den ikke er stor nok.

Glukosesirup kan købes i Superbrugsen og Kvickly og giver den der seje karamelstruktur.


I lang tid ser det sådan ud



Jeg tog det af varmen da det så sådan ud, hvis man vil have karameller skal man vente lidt længere til det er endnu mere tykt og slipper bunden af gryden når man rører i den. Man kan teste ved at lægge en lille klat ud på bordet og se om konsistensen er som man ønsker. Pas på med at koge for længe, så bliver massen helt hård når den er kølet af, det er sket for mig et par gange, og så bliver det samme konsistens som det der er inden i daim, hvilket jo også er fint nok, men bare ikke når det var bløde flødekarameller man ville lave.



Efter afkøling, først nogle timer på køkkenbordet og herefter natten i køleskabet ser det sådan ud. En dejlig tyktflydende masse, som har ramt lige den konsistens jeg gerne vil have ned i isen. Skulle den have været brugt til sauce ovenpå isen, skulle den have været mere flydende dvs være taget af varmen noget før, man må prøve sig frem....


Mere om isen kommer senere

søndag den 3. juli 2011

Uhmmmm sushi

Sushi er en af mine absolutte yndlingsspiser, og det er ikke vanskeligt at lave det selv, så man slipper for de lidt voldsomme priser sådan noget kan snige sig op i hvis man spiser ude. Jeg har lavet en lille gennemgang af min sushifremstilling i fredags, som jeg egentlig troede jeg skulle nyde helt alene, men der sneg sig lige en anden sushi-fan ind på banen, og så er det jo godt jeg havde påregnet at lave rigeligt i forvejen, man må absolut ikke gå ned på mængden af sushi....

Første step er at få lavet en portion sushi ris, man kan købe sushi ris, men faktisk kan grød-ris også bruges, det skal bare være de her korte runde ris og ikke lange ris. Jeg plejer at blande ca halvt af hver altså både "rigtige" sushi ris og så grødris der er lidt billigere. Risene skal skylles/vaskes i flere hold koldt vand indtil de ikke afgiver mere stivelse og vandet ikke længere bliver hvidt, herefter skal de hvile i 20 min i koldt vand. Når det er overstået skylles de liiige en enkelt gang mere og koges så efter anvisningen på pakken.
Når risene er kogt skal de køle af, det er fint at røre i dem undervejs så de ikke klumper for meget sammen. Så overhældes de med en blanding af ris-eddike og sukker (mængden kommer an på portionsstørrelse) og så er de klar til brug.


Jeg er sådan lidt ensporet med sushi'en jeg gider ikke rigtigt at lave andet end maki ruller da det er min favorit, men der er jo flere forskellige sushi varianter man kan kaste sig ud i.
Til at lave rullerne skal man bruge en rullemåtte i bambus og nogle tang-plader. Et lille fif med rullemåtten er at pakke den ind i husholdningsfilm, så bliver den ikke snasket og beskidt, og efter brug tages filmen af og måtten er så god som ny og klar til næste gang.


Af andet "værktøj" skal der bruges et skærebræt, en skarp kniv og en skål med vand og lidt riseddike i til at dyppe hænder og kniv i så de ikke klistres til med ris.


Fyldet til sushien bestemmer man jo sådan set selv, man kan følge de "rigtige" sushi opskrifter eller man kan være lidt autonom (som jeg er) og tage det man synes og kan lide i sin sushi.
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg synes mayo er vældig lækkert så det bruger jeg altid sammen med wasabi pasta og kaviar.


Så skal der bruges nogle forskellige grøntsager, i dette tilfælde har jeg skåret agurk, gulerod og avocado i stave og lidt forårsløg til at give lidt ekstra smag


Fisk og skaldyr skal der til og her har jeg brugt krabsehaler, tigerrejer og fersk laks skåret i tynde skiver, husk at alt rå fisk skal have været frosset ned i min 24 timer før det bruges rået i sushi, så er man sikker på at evt parasitter er væk.


Man starter med at lægge sin tang på rullemåtten og dække den med et tyndt lag ris, der skal kun lige være en cm fri i toppen af tangen. Dyp fingrene jævnligt i vandskålen så slipper man for at risene klistrer på fingrene.



Herefter kommes fyldet på i en række forneden på pladen


Så skal sushien rulles, og man skal rulle rimelig stramt så rullen bliver fast og nem at skære, det kræver lige lidt øvelse, men det kommer hurtigt. Når rullen er lavet skæres den i passende stykker


Herefter er der kun anretningen og så selvfølgelig spisningen tilabage..... velbekomme!








fredag den 24. juni 2011

Smørcreme

Da jeg ikke selv er særlig vild med den smag som alm smørcreme har, laver jeg altid en variant med nougat eller evt nutella, men det kan undlades/skiftes ud med smør hvis man ønsker alm. smørcreme.
Bruges til at smøre kager op med, inden de overtrækkes med fondant.
Teknikken og redskaber til at smøre op med er en smagssag og man må finde det der passer én selv bedst, men alt fyld der indeholder fløde og frugtsyre skal "lukkes" helt inde i kagen da det ellers kan give problemer i direkte forbindelse med fondant.

1 pakke blødt smør
1 pakke blød nougat
1 pakke flormelis
lidt varmt vand

Alle ingredienserne piskes sammen til en blød og cremet masse.
Jeg bruger selv et varmt vandbad til at få konsistensen endnu blødere uden at komme for meget vand i selve cremen.
Kagen smøres op med cremen og sættes på køl til cremen er stivnet, herefter kan den overtrækkes med fondant og glattes ud.
hvis man laver smørcreme i forvejen eller har en rest der står på køl, kan den piskes op igen ved hjælp af varmt vandbad.

Hyldeblomstmousse

8 plader husblas
4 pasteuriserede hele æg
250 g sukker
3 dl koncentreret hyldeblomst saft
½ l piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand.
Pisk æg og sukker meget stift.
Smelt husblas i hyldeblomst saften ved svag varme, køl det lidt af og pisk det ved lav hastighed sammen med æg- og sukkerblandingen. Sættes på køl nogle timer eller natten over.
Pisk fløden meget stiv. Pisk hyldeblomst moussen op. Bland begge dele sammen og pisk til moussen er helt opløst og du har en cremet konsistens.
Denne portion er rigelig til en stor kage, mængden reduceres til mindre kager. Evt overskydende mousse kan evt. fryses og spises på f.eks pandekager eller bruges til topping på cupcakes.

Chokolademousse

½ liter piskefløde
200 - 250 gram chokolade (lys, mørk, hvid eller med forskellig smag, feks skildpadder, toblerone, after eight osv)

Fløden opvarmes i en gryde til lige før kogepunktet, chokoladen kommes i og gryden tages af varmen, rør til chokoladen er smeltet. Køles af og sættes i køleskabet i mindst 6 timer, gerne natten over.
Herefter kan moussen piskes op med elpisker, til konsistensen er som man ønsker den.
Denne portion passer til en stor kage, til en alm springform størrelse halveres mængden.

torsdag den 23. juni 2011

Nøddebunde

3 æg
100 gram sukker
100 gram mel
½ tsk bagepulver
300 gram valnødder (og valnødder) hakket

Æg og sukker piskes til en luftig masse. Derefter tilsættes mel, bagepulver og til sidst vendes nødderne i. passet til en springform og kan deles i 2-3 bunde.
Bages ca 15 min ved 180 grader (160 grader varmluft)

Almindelige lagkagebunde (chokolade eller lyse)

4 æg
160 gram sukker
1 stor spsk vand
1 tsk vanille med top
1 knsp salt
(3 spsk kakao hvis der ønskes kakaobunde)
120 gram mel
1 tsk bagepulver

Læg æggene i vamt vand i i ca 10 min (dette giver æggene stuetemperatur, hvilket giver en luftigere kage) pisk derefter æggene med vand, vanille, sukker, salt og evt kakao til en luftig og fin mousse.
vend mel og bagepulver i.
Passer til springform på 20 cm hvor man efterfølgende kan dele bundene i tre tynde bunde. Er man ikke god til at dele bunde, kan mængden reduceres og bundene kan bages hver for sig.
Giver en fast og god kagebund som jeg ikke oplever nogen problemer med at dele, den knækker og smuldrer ikke så let.
Bages ca 20 min ved 200 grader (180 grader ved varmluft)
Kan fryses.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...